Historien om Haslev Fodbold Club er en farverig fortælling om generationers mange sjove, spændende og ikke mindst mindeværdige oplevelser på - og udenfor banen. Læs nedenfor det nuancerede og hjertevarme portræt, som flere af klubbens fremtrædende personligheder har tegnet af HFC gennem 100 år.
1902 - 1952: HFC Historie - af Jens Hvidemose
1955 - 1990: Med Haslev's græs under fodboldstøvlerne - af Per Jeppesen
1955 - 1963: Starten på et eventyr - af Keld Pedersen
1902 - 2005: HFC 100 år - af Jens Hvidemose
1965 - 2005: De "store" øjeblikke - af Claes Nerving
1971 - 2005: Haslev FC's fodboldkvinder - af Jørgen E. Nielsen
Haslev Boldklub blev etableret d. 15. Juni 1902. Det blev starten på fodboldspillet i Haslev. Klubbens første formand var Blikkenslager Axel Berantzino, og man startede med fodbold og kricket på programmet. Det var 36 aktive medlemmer, der var med til at sætte sporten på dagsordenen i Haslev.
Den første fodboldkamp blev spillet d. 5. oktober 1902, kampen imod Fakse blev tabt 2-5. Et kuriosum til kampen er, at Faxe Boldklub først blev stiftet i 1927. Faktummet om kampen imellem HB Faxe i 1902 er da også en gåde for Faxe Boldklub. Tre uger senere tabte holdet til Næstved 0-4.Forinden havde kricketholdet spillet 2 kampe imod Fakse. Men efter et par år var kricketspillets tid i Haslev ovre, og der stod fodbold på det hele.
De kommende år blev der spillet flittigt imod Fakse, Skuderløse, Holmegård, Dalby, Fensmark og Toksværd. Haslev kunne hurtigt mønstre 3 hold. Fodboldholdet gik i den periode under navnet "Boldklubben Skjold Haslev".
I 1906 skiftede foreningen navn til Haslev Idræts Klub, og ny formand blev Ernst W. Hildebrandt.
Klubben var året før blevet optaget i Sjællands Boldspil Union. Allerede 1. år vandt Haslev deres kreds, holdet var naboklubberne klart overlegen. De kommende år var Haslev bedste hold på Sydsjælland. I 1910 blev Haslev sjællandsmestre i både forår og efterår. Holdet holdt sig på toppen indtil krigen. Da baneanlægget pludselig skulle bruges til udstillingsareal blev det for meget for formand Hildebrandt. Han nedlagde sit mandat, men blev heldigvis overtalt til at forsætte, skønt han var flyttet til Roskilde.
Mens baneforholdene var elendige de dårligste på Sjælland -, så var spillernes standard i top. I 1912-13 vandt Haslev's 2. hold et vandreskjold til ejendom, dette kan ses i HFC's klubhus.
Ove Jensen - Adolf Johansen - Hagb Olsen - Rasmussen - Aage Eriksen - Frederik Sørensen - Andr. Staunstrup - Andersen - Skov Thomsen - David Petersen - Karl Gust Hovy
Krigen kom, Haslev ejede ikke sit eget baneanlæg og måtte leje sig ind på forskellige stubmarker/jordstykker. Jordpriserne steg kraftigt, blev det svære tider for klubben. Man måtte leje sig ind på umulige baner til horrible priser. Problemerne blev ikke mindre af at Hildebrandt stoppede som formand. Hans værdi for klubben var uvurderlig, så erstatninger var svære at finde.
Haslev Idræts Forening i folkemunde HIF er først omtalt i 1917. Foreningens første formand var urmager Valdemar Hansen. Han blev i 1918 afløst af Redaktør Mathias Jensen. Redaktøren arbejdede hårdt for fodbolden i Haslev indtil sin pludselige død i 1932 kun 45 år gammel. Der rejstes en smuk mindesten på de nye boldbaner på Sofiedalsvej, stenen forefindes på Haslev Museum.
Blandt den store formands største bedrifter var etableringen af fodboldbanerne på Sofiendalsvej i 1931. Dermed slap Haslev af med titlen "Sjællands værste fodboldbane". Og Haslev var igen at finde i spidsen af Sjællandsk fodbold. Under M. Jensens ledelse blev HIFs skrappe juniorhold Sjællandsmestre i 1919, 1920 og 1921. Og senior 1. holdet vandt B rækken med en sejr over Rørby.
Holdet var: Hugo Øster, Svend Hansen, Layritz Andersen, Axel Rasmussen, Svendsen, M. Jørgensen, Lars Neilsen, Kaj Jensen, Fritz Jensen, Wilhelm Grúndahl, Christensen og Res. LP Christiansen. I 1923 slår det stærke juniorhold igennem på seniorplan, og holdet blander sig i topstriden. I 1927 tilkæmpede HIF sig flot en plads i den nyoprettede Danmarksturnering. Holdet placerede sig på en fin 3. plads med modstandere som: Rønne Boldklub, B 1901 og B 1903. Året efter blev holdet nr. 2 efter et 1-2 nederlag til rækkens vinder AB. Redaktør M. Jensen blev afløst på formandsposten af Liniemester O. Oldenburg. På formandsposten i fodboldafdelingen var Lars Nielsen
I tiden 1934-38 rykkede holdet op og ned fra mesterrækken. Haslev IF s store Guldalder var i perioden 1938-45 under formand Frederik Mortensen 10 års lange regeringsperiode. Haslev var med i toppen af mesterrækken. I 1942 vandt holdet mesterrækken, men oprykningen til Danmarksturneringen glippede.
Å ret efter havde man igen spillet sig frem til slutspillet. Her mødte Haslev: Toreby/Gænge og Hvidovre. Haslev og Hvidovre havde ingen problemer med at slå Toreby/Grænge. Så slutkampen stod imellem de to HIF-mandskaber (Haslev og Hvidovre Idrætsforening).
HIF holdet bestod af: Kaj Nielsen, Kaj Christiansen, Henry Jensen, Arne Hansen, Poul Jakobsen, Ejner Christoffersen, Svend Jeppesen, E. Johnsen, Axel Schultz, Frode Andersen, Peter Hansen, Poul Eriksen, Erik Christensen og Jan Christiansen. Første kamp i Hvidovre blev set af ikke mindre end 2500 tilskuere. De var vidner til en meget spændende affære, hvor Haslev var heldige at få 1-1. En ny kamp skulle spilles i Haslev ugen efter. 1200 tilskuere havde invaderet Idrætsparken i Haslev. Haslev var svækket på grund af afbud fra anfører Arne Hansen. Han var blev skadet ved onsdagstræningen. Hvidovre kom foran 0-1 inden pausetheen. Kort efter pausen blev det til 0-2 på mål af Jørgen Ziegler, hvilket også var stillingen kort før tid. Men på fantastisk finish lykkes det Haslev at komme tilbage i kampen. Poul Eriksen reducerede overraskende til 1-2 18 min. ind i halvlegen. Erdman Ziegler gjorde det til 3-1 efter en foræring af HIFholdet efter et frispark. Men nu begyndte HIF at spille flot fodbold. På et flot hovedstød reducerede Frode Andersen. Udligningen kom da Poul Eriksen headede bolden i mål henover en fremstormende Hvidovremålmand. I kampens overtid scorede Erik Christensen sejrsmålet til 4-3 på et højt loop.. Og så kunne de 1200 tilskuere hylde deres helte, der blev båret i guldstol.
Oprykningen til Danmarksturneringen blev imødeset med stor skepsis, men Haslev gjorde skeptikerne til skamme og klarede det med bravur. Indtil sidste spillerunde lå holdet på en flot 2. plads. Men holdet tabte 1-5 til Helsingør, dermed blev Slagelse nr. 2, og HIF sluttede på 4. pladsen.
Året blev sluttet af med kampen om Sjællandsmesterskabet. Her vandt HIF over divisionsholdene fra Helsingør og Slagelse med henholdsvis 4-3 og 6-1. I slutkampen vandt Køge vandrepokalen til ejendom, da HIF blev besejret 11-1.
Året efter rykkede holdet ned igen. Holdets topscorer Poul Eriksen var rejst og holdets træningstilstand var ringe, så en bundplacering var uundgåelig. Den ekstraordinære placering blandt Danmarks 30 bedste hold var flot. Men nu var den æra ovre, og de store tider blev mindre. En mere naturlig placering i Mellemrækken blev dagligdag.
Fodboldkulturen i HIF med mange hold, gode ledere og et godt ungdomsarbejde har i perioder givet klubben placeringer i toppen af Sjællandsk ja endog i dansk fodbold. Man må dog sige, at Haslev har markeret sig flot i de første 50 år, især når man påtænker byens størrelse. Med 8 hold tilmeldt turneringerne under SBU var HIF i 1952 flot repræsenteret.
De sidste formænd i denne tid var Gudmund Iversen og G. E. Wejrup
Jens Hvidemose.
Gå til top
Jo, fodbold, det skulle jeg da spille. Min far havde jo været med på Haslevs legendariske divisionshold under besættelsen, og i øvrigt var der vel ikke meget andet at vælge, hvis man ville gå til sport i Haslev i slutningen af 50´erne. Drenge spillede fodbold!! Og udstyret med flade gummisko, gjorde jeg de første forsøg på klubbens anlæg på Sofiendalsvej i 1959. Efter kort tid arvede jeg min fætters sømbeslåede-læderpropudstyrede-fodboldstøvler, og det blev det i hvert fald ikke lettere af, så de blev heldigvis hurtigt udskiftet med "moderne" støvler med 12 faste knopper. Ungdomsårene tilbragte jeg på hold af svingende, oftest yderst tvivlsom kvalitet, men jeg mindes da et ganske godt ynglingehold, hvor jeg i 1967 spillede sammen med folk som John Wisler, John Maagaard og Johnny Jørgensen.
Faktisk var jeg stadig ynglingespiller, da 1. holdets daværende anfører, Preben Johansen, en fredag aften i juni 1968 indfandt sig på min hjemadresse med spørgsmålet: "Kan du spille i morgen?" Joh..........men......? "Ja, altså på 1. holdet klokken 16!"Det kunne jeg godt. Spille var vel så meget sagt, men jeg var da med, og den lokale avis kaldte det "en lovende debut". End-nu et par kampe kunne skrives på kontoen før jeg fra foråret 1969 blev fast inventar på klubbens serie 1 hold. Centerhalf spillede jeg, og der var backs og wings, centerforward o.s.v. 3-4-3, 4-2-4, 4-4-2 eller hva` ?? Det var nok mere fodboldlivet udenfor banen, som var ander-ledes dengang. Sæsonstart med løbeture i skoven. Jeg husker ham tydeligt: Finn Hansen, selv 1. holdsspiller og ja......."skovløber" må han vel have været. Ubehagelige ruter i den vinter-smykkede Hesede Skov var hans speciale, og løbe det kunne han i hvert fald. Omklædning foregik i den gamle træbygning med de 2 rum, de 2 brusere og måske lidt varmt vand, hvis man var heldig. En almindelig træningsaften bestod af lidt gymnastik, lidt løb og "2 hold til 2 mål". Der var træning 2 gange om ugen, tirsdag og torsdag, og den tids "kontrakt" med en 1. holdsspiller havde kun 1 punkt: Betal dit kontingent! Det var jo også før trøje- og banderekla-mernes tid. Men faktisk var der en ikke helt ringe tilskuerinteresse, således kunne vi trække over 300 til en 4. runde-pokalkamp mod Menstrups serie 3 hold en tirsdag aften i juni 1969.
Optakten til selv-samme sæson (1969) bestod i øvrigt af 5 (fem)træningskampe, og så var vi klar!(?) Til kamp fik vi udleveret en blå trøje, og det forventedes så , at man selv sørgede for at være udstyret med fodboldstøvler, hvide bukser, blå strømper og skinner, hvis man ellers brugte den slags (hvornår var det nu det blev et krav?)Transport til udekampe foregik i privatbiler, ikke altid med helt planmæssig afgang: sådan en søndag morgen kunne vi godt komme lidt sent af sted, hvis vores målmand, Alex Henriksen, først lige skulle indtage det morgenmåltid, han havde arrangeret på en til formålet passende kølerhjelm. Kom han mon lige fra festen? nå, det var trods alt bedre, end når han skulle hives direkte ud af sengen i forældrenes villa på Skolevej, eller når vi forhåbningsfuldt kørte op i Allégade for at høre om Bent Ove var hos kæresten. Vi fik nu altid samlet et hold, vi nåede også frem til kampene og med usvigelig sikkerhed placerede Haslev sig igen-igen i nederste halvdel af serie 1, hvor vi heldigt og dygtigt kæmpede os fri af nedrykningsspøgelset.
Og så .............1970, udstyret med træningsdragter og OC-huset på brystet lagde Haslev sig hurtigt på en helt uvant plads: i toppen af rækken. Et stærkt hold, med Sv. Åge "Teddy" Madsen, brødrene Bentzen, Peter "Tuborg" Jørgensen, Mogens "Misser" Hornbech, Johnny Jørgensen og Keld Jensen som de bærende kræfter, gik ubesejret gennem sæsonens første 8 kampe, først den 20. juni måtte vi bøje os og gå fra banen uden points. Så sent som 11. okto-ber spillede vi os op på 1. pladsen, men 3 points i de sidste 3 kampe var ikke nok, Sorø og Svebølle løb med billetterne til Sjællandsserien. Ny sæson, 1971, og vi var tilbage i en mere velkendt rolle : bundhold! Forinden havde jeg fået den tvivlsomme ære at blive udnævnt til anfører ( der var ikke andre, der ville). Krisestemning!! Klubbens stærke centerhalf op gennem 60´erne, Preben Johansen, vendte tilbage til holdet, den fremragende midtbane-dynamo, Finn "Post" Larsen, blev igen en af de bærende kræfter og den unge back, Flemming Pedersen, der allerede i 70 var blevet stamspiller, måtte nu påtage sig et større ansvar, ja, sæsonen bød endda på et succesfuldt come-back til den aldrende målmand, Kaj Simonsen. I det scenarie skulle den nyudnævnte anfører forsøge at holde sammen på et hold, der gik fra nederlag til nederlag. Efter foråret havde vi 6 points for 11 kampe. Men traditionen tro rykkede Haslev ikke ned. En 3-1 sejr i årets sidste kamp mod Herfølge var lige nok til at blive hængende.
I øvrigt var det dengang almindeligt, at fodboldspillere udfyldte vintermånederne med diverse indendørsstævner. Preben, Finn "Post", Teddy, Johnny og undertegnede udgjorde i starten af 70´erne et slagkraftigt mandskab, som flere gange nåede topplaceringer. Datidens præmier i form af sølvskeer o.lign. rasler stadig i en af mine skuffer. Men så skulle indendørs-sko igen udskiftes med fodboldstøvler og sæson 1972 stod for døren: Flemming, Teddy, Finn "Post" og Johnny var stadig stammen på klubbens l. hold og den sportslige situation var igen: bundplacering. Om sommeren blev HIF til HFC, og Keld Jensen vendte tilbage som Blaase, men det blev det nu ikke meget bedre af. Vi var stadig indbegrebet af dårligt spil og flere nederlag end sejre, til gengæld fejlede fighterviljen ikke noget. I avisen den 30. oktober kunne man under overskriften "Haslev til grin" læse om vores 7-0 nederlag til Holbæk. Alligevel besejrede vi Fakse den følgende søndag og samme avis kunne konstatere: Sorø tabte 1-0 til Vordingborg - Haslev vandt over Fakse 2-1. Haslev og Sorø slutter begge på 17 points, men Haslev redder sig på bedre resultater i indbyrdes kampe (0-0 hjemme og 1-2 i Sorø). Vi havde jo prøvet det før, men denne gang havde vi alligevel strakt den til det yderste. Og så var tiden moden til forandringer, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg var færdig med Haslev- FC for denne gang. Jeg flyttede, og tog mine fodboldben med til nye græsgange i Roskilde.
Men skæbnen ville, at jeg den 28. maj 1975, som anfører for Roskildes danmarksseriemand-skab, skulle stille op til pokalkamp mod Haslevs serie 2 hold på det gode gamle stadion på Sofiendalsvej. Uha, vi var tophold i DS, ubesejrede efter 8 kampe. Vi havde topplaceringer i 73 og 74 bag os, nu SKULLE vi altså op i 3. division!! Pokalfodbold var uden betydning, men jeg ville meget nødigt tabe "lige præcis den kamp". Gensyn med gamle forboldkammerater som Finn "Post", Wisler og Blaase, og så var det jo på den tid, hvor en nok så bekendt Haslev-leder, Jens Hvidemose, spillede på klubbens førstehold. 150 tilskuere troppede op for at støtte de lokale helte, og efter et hurtigt Roskilde-mål kom vi bagud 2-1 (Blaase og Wisler). Nerve-pirrende spænding og forbilledlig fight af Haslev-folkene (nogle af dem ville meget nødig tabe "lige præcis den kamp"), og først i henholdsvis det 83. og 85. minut hjalp et Haslev-selvmål og et straffespark os med at hale sejren i land. Som avisen konkluderede: "Den kamp havde Haslev-spillerne mest ære af!" Men hva´, det gælder jo om at vinde, så jeg tog mit hold og sejren med til Roskilde, og der skulle gå 5 år før jeg igen fik Haslev-grønsvær under knopperne.
Jeg trådte som "forstærkning" ind på Haslevs førstehold til en opvisningskamp mod Frems 1. divisionshold i sommeren 1980, og fik fornemmelsen af en klub i noget bedre stand, end den jeg forlod 8 år tidligere. Så da jeg om efteråret blev ringet op af min families gamle ven, Haslev-FC´s mangeårige formand, Karl Hvidemose, ( ...havde hørt noget om, at jeg ville stoppe med divisionsfodbold?) sagde jeg: "Ja OK, så gi´r jeg lige min gamle klub en sidste hjælpende hånd/fod". Og så kom jeg i januar 1981 "hjem" til Haslev, nu i serie 2. Flemming passede stadig sin højre back, men ellers var det nye folk som Anders Jensen, Steen Dalum og Stefan Binder, der var holdets profiler. Det var anderledes end i 72, og det var bedre, men det var også svært. Fodbold er som bekendt en holdsport, så ...............sammen med Jan Sørensen, tidligere divisionsspiller i Køge og Herfølge, skulle jeg vel have været en forstærkning, men....Trods 11 træningskampe og 3 mål i årets første turneringskamp (3-3 mod Næstved) scorede vi kun 4 mål i de næste 7 kampe, og så havde jeg endda fra min position som forsvarets bageste mand tegnet mig for de 2. Det var ikke godt!!! Det blev bedre, men alligevel manglede vi, da sæsonen sluttede, 4 points for at komme med op i serie 1. Men det MÅTTE vel kunne lade sig gøre!!? Jeg var i hvert fald parat til at gøre endnu et forsøg. Det var der andre, der ikke var. Uha, det blev et meget nyt hold i 1982, og det gik slet ikke godt. Vi indtog den "gode" gamle placering som bundhold. Alligevel blev jeg slået af forundring over den opgivende holdning, som gennemsyrede store dele af klubben på sidste træningsaften? Få dage før sidste turneringskamp!! Vi var da ikke rykket ned endnu!! Ja, det var regnvejr og vi var afhængige af andres resultater, og det var de gamle divisionsfolk fra Næstved, vi skulle møde. Men dem havde vi da vundet over i foråret, og vi havde da lige slået Jyderup 4-0, og det kunne da være at....................Vi kom faktisk foran ...........men vi tabte, og de andre resultater passede os alligevel heller ikke. Haslev måtte ned i serie 3. Jeg sagde igen farvel til HFC, og efter en kort bemærkning "hjemme" på Roskildes divisionshold, overgik mine ben til de "evige" motionsfodbold-marker.
Og så fik jeg alligevel endnu en gang Haslev-græs under fodboldstøvlerne, da man i Haslev fejrede handelsstandsforeningsjubilæum med en festuge i maj 1990, og i den anledning bød på Haslev-All-Stars mod Stjerneholdet. Et mindeværdigt gensyn med gamle fodboldkammerater og en kærkommen lejlighed til bare for denne ene gangs skyld, at få lov til at spille på hold med min barndoms Haslev-Køge-landsholds-helte, Egon Rasmussen og Keld Petersen. Og sådan har mit fodboldliv altså gennem mange år haft større eller mindre tilknytning til HFC, som derfor stadigvæk på en måde er "min klub!!" Ja, jeg har spillet og arbejdet meget mere for Roskilde Boldklub af 1906, og det er jo der, jeg for alvor føler mig hjemme, men også der, hvor jeg er og bliver en "te´flytter". Ham, der i sin tid kom fra HASLEV".
Per Jeppesen.
Gå til top
Egentlig burde denne lille fortælling starte med : Der var engang . -for sådan starter de fleste eventyr. Dette eventyr har sit udspring i efterkrigstidens Haslev, Indre Missions Højborg, hvor navne som pastorerne Bartholdy og Sv.Åge Niesen klinger saligt i de rigtige ører og hvor kortspil , dans og musik var noget fanden havde skabt.De rigtige onde taler om søndag formiddag, hvor provinsbyens idyl nærmest var afløst af en folkevandring i Jernbanegade-- de der gik op ad bakke skulle i kirke og de der gik nedad skulle på værtshus.De listige steder på det tidspunkt var begrænset. Jeg ved min far kom på Statàf og Jerbanehotellet, men også på Revolveren, der lå bag det nuværende B&W. Her har jeg i min spæde barndom i tæt tobaksos tumlet rundt blandt tomme bajerflasker og været keglerejser. Det er i dette miljø man skal finde sin hukommelse frem og næsten gå en hel menneskealder tilbage. Det er her hukommelsen smuldrer og hvor det kun er øjebliksbilleder der står lidt diffust på nethinden.Hændelser og oplevelser som man har haft kommer kun i korte lysglimt og mangler ofte en forhistorie eller et større perskektiv, tidsbestemmelsen er usikker og måske også i mange forbindelser irrelevant, men når barndommen og teen-age årene skal beskrives er det denne serie af lysbilleder pakket ind i de voldsomme følelsesmæssige påvirkninger og udsving som ens barndom ofte forbindes med, der er med til at give et lidt rørstrømsk billede af tiden.
Åbningsbilledet er den lille purk der for første gang, antagelig sammen med min far, er på det gamle stadion. Der er 1.holds kamp og uden for rækværket rundt om opvisningsbanen står 3-4 rækker tilskuere strækkende hals for at se datidens kæmper ikke noget for mig, idet det var meget sjovere selv at spille fodbold sammen med nogle kammerater på den håndboldbane, der lå lige ved siden af opvisningsbanen. Efterkrigsårene var jo svære for mange mennesker, og for min mor, der var blevet alene med min bror Jens og jeg, der nu var blevet 8 år, var de ekstremt vanskelige. Hver en øre blev vendt og drejet, kød var en sjældenhed, grød var den daglige kost og pålæg på maden kom der kun hvis slagteren ved siden af Rømer øverst i Jernbanegade ,havde nogle rester. Den store tid på året var op til jul når min bror og jeg kunne hente nogle julepakker med tøj og julemad på skolen.
Men sport var blevet en vigtig del af mit liv, for ikke at sige hele omdrejningspunktet. Vi var en flok drenge, Ole Winther og Gammelby, brødrene Bøgely, Jørn og Polle, Leif og flere andre og vi havde vores andet hjem i den gamle Haslevhal, hvor Jonassen, der var inspektør i hallen, og hele hans familie var varme og pragtfulde mennesker. Der blev spillet kort og dyrket sport, bordtennis, håndbold og ikke mindst fodbold.
Jeg var en lang, tynd genert knægt dengang og jeg døjede en del med denne generthed, heldigvis ikke i forhold til mine kammerater og heller ikke når der lige pludselig kom en bold med i legen. Når vi ikke trænede i fodbold var der fast mødetid på føromtalte håndboldbane, hvor vi spillede fodbold til de to håndboldmål. Der er udkæmpet utallige turneringer her, og om sommeren havde vi nogle år en finsk feriedreng med, Raymond(!) og pudsigt nok stod han 12-14 år senere uden for Helsingfors stadion efter jeg havde spillet landskamp og råbte :Hej Keld. Mange ledere gjorde også på dette tidspunkt et stort arbejde i HIF, men øverst på listen stod for mig kun en , og det var Karl Hvidemose, Jeg var endelig blevet gammel nok til at komme med i juniorklubben og sikke nogle ture vi havde rundt i Danmark. Karl havde den der specielle egenskab at kunne give sig fuldt ud og ofre sig fuldstændigt for det han beskæftigede sig med, og det høstede vi knægte stor fordel af. Karl og Rita , som også deltog i sommerturene, var i den grad nærværende, når vi havde brug for det.Der blev skabt et sammenhold og den enkelte knægt følte sig i centrum og betydningsfuld. Han er helt klart den ungdomstræner der har betydet mest for mig. Jeg var nogle år også med til udtagelsesstævner for juniorer, men min beskedenhed og uselviskhed (det har ændret sig siden) har sikkert gjort at det altid blev Lyngbydrengene og andre storklubjuniorer, der blev udtaget til unionsholdene. Men lærerigt var det og jeg husker min stædighed, at hvis der var noget med en bold ,som jeg ikke kunne, skulle jeg nok lære det og det udmøntede sig så flere gange i,at jeg selvtrænede adskellige timer , indtil den sad der. Egentlig havde jeg aldrig gjort mig tanker om at jeg eventuelt kunne skabe mig en karriere indenfor fodbold, jeg var jo glad og tilfreds med min tilværelse i HIF. Min første påmindelse kom efter en kamp vi havde spillet imod vores venskabsby, Neumünster.Mens jeg efter kampen var omme og drikke vand ved den udendørshane der var på det gamle mindeværdige omklædningsrum der var lige ved hovedindgangen til stadion, kom en af de tyske ledere og klappede mig på skulderen og roste mig i store tyske toner med , at hvis jeg ville kunne jeg nå langt som fodboldspiller. Den episode husker jeg tydeligt.
De få timer på døgnet der ikke var afsat til at dyrke mine mange forskellige sportgrene og passe min byplads hos boghandler Gunner Hansen, foregik selvfølgelig på den gamle Haslev Borger- og Realskole, hvor jeg udmærkede mig ved at være rigtig god til matematik og gymnastik. Alle boldspil faldt i god jord hos mig, men også atletik og her specielt de korte løbedistancer, 60 m, 80 m og 100 m hvor jeg nogle år nåede at få skolerekorderne. Min gymnastiklærer var Harry Ravn og han kom til at betyde meget for min skolegang og det skulle senere vise sig at han også blev den sidste træner jeg havde i Haslev.
I 15-16 års alderen sker der så en enorm omvæltning i mit liv. Vi have i hele min opvækst boet i Gammelby lige ved siden af logen og gadekæret, i det gamle stråtækte bindingsværkshus med kalkede vægge i de to værelser, køjesenge i soveværelset, og hvor badeværelset var gummislangen over køkkenvasken og lokummet var i gården.Samtidig havde min mor for vane at tvangsindlægge mig til hovedrengøring lørdag eftermiddag, når de andre drenge skulle på fodboldbanen. Det skabte visse kriser. Min mor flyttede her sammen med en mand, der havde en pragtfuld villa i Allegade og jeg flyttede med eget værelse med fjernsyn fra den ene yderlighed til den anden. De mange sportsgrene, kammeraterne, den første uforglemmelige forelskelse og min spæde start på et voksenliv med krav, forventninger og forpligtelser gjorde tiden spændende og til tider vanskelig, specielt set med en genert ung mands øjne. Jeg var startet på seminariet og det var Ravns skyld- han var lige den type lærer som jeg så op til- og samtidig var jeg som 17 årig rykket op på 1.-holdet i HIF i mellemrækken(!). Der blev spillet mange kampe rundt om på Sjælland, drømt om oprykning, snakket om skolebyen Haslev, hvor man kun havde talenterne til låns, trænet og festet. Specielt en fest husker en afslutningsfest på Jernbanehotellet, hvor Egon Rasmussen pludselig dukkede op og kun drak sodavand, da han skulle spille dagen efter. Han havde spillet i Haslev, spillede nu på Køges 1.divisionshold og været med på flere udvalgte hold det var stort.
At jeg var tæt på at skulle opleve noget tilsvarende drømte jeg ikke i min vildeste fantasi om, men et halvt år efter i foråret 1963 spillede vi en kamp mod Køge`s 2. eller 3. hold og tabte 7- 1, men jeg må åbenbart have gjort en god figur, for jeg blev kort tid efter kontaktet af klubben, der absolut ville have mig til Køge. Jeg skulle i forvejen efter sommerferien have været til Skælskør på græs i forbindelse med min uddannelse til lærer, men da de samtidig kunne skaffe mig en græs-plads på en skole i Køge, slog jeg til. Det skulle jeg ikke komme til at fortryde, selvom det var med vemod at jeg skulle forlade min barndomsklub.
Det var nu blevet august 1963 og efter en enkelt kamp på Køges 2.hold i Danmarksserien, skulle jeg søndagen efter debutere på Køges 1. Divisionshold. Modstanderen var Esbjerg, der lå suverænt nr et og som de sidste 4 år var blevet danske mestre og som havde 7 landsholdspillere, Erik Gaardhøje, Carl Emil m.fl. og jeg skulle spille overfor krumtappen på det danske landshold, John Madsen. Det blev en drøm af en debut, jeg scorede 3 mål og vi tabte desværre 6-5, men dagen efter var jeg på forsiden af alle landets aviser. Dette kom til at ændre mit liv totalt. Ugen efter blev jeg udtaget til Stævnets hold i Idrætsparken mod Arsenal og senere til returkampen på Highbury.En måned efter debuterede jeg på ungdomslandsholdet i Sverige. Det virkede alt sammen meget hæsblæsende, min verden ændrede sig lynhurtigt.Genertheden dulmedes / forsvandt samtidig med at selvtilliden øgedes.
Jeg havde den glæde at være tilbage i min elskede Haslevhal og holde et foredrag for juniorerne i HIF om mine oplevelser i det hektiske halve år der var gået siden jeg flyttede fra klubben. Når man som 20-årig siger farvel til alt det der har været ens liv, personer som Ravn og Karl Hvidemose , der betød kolossalt, fodboldkammerater som Ole W.,Ole Gammelby, Jørn og Polle, Frede, Preben, John,,Gerd, Kurt, Knud Erik og mange, mange flere- så regner man jo med at vende tilbage en gang imellem, men sådan går tingene ikke altid og desværre heller ikke her.Det skyldtes jo nok at min mor døde et par år efter at jeg havde forladt Haslev og så mit utroligt hektiske liv i toppen af dansk fodbold i de 11 år der fulgte. I dag en menneskealder efter, har jeg stadig konkurrencementaliteten i blodet og plejer mit golfhandicap på 8.
Tak for årene i Haslev og tillykke med det flotte jubilæum.
Keld Pedersen.
Gå til top
Når jeg nu sidder her og kigger tilbage på tiden jeg har haft i HFC - tidligere HIF, så vælder det frem med minder. Fodboldklubben i Haslev har altid været en stor del af mit liv. Det har været en del af den arv, jeg har fået af mine forældre og bedsteforældre. Min far Karl Hvidemose var dels som spiller, senere som leder dybt involveret i fodboldklubben. Så det var kun naturligt, at jeg fandt samme interesse.
Det hele startede på HIFs baner på Sofiendalsvej. Den store indgangsportal står for mig som vartegnet for en god tid. Det var 2 høje tårne med en stor port i midten og over porten et stort skilt med påskriften HIF. På ydersiden af tårnene var der små indgange. Her blev der opkrævet entre. Alt var naturligvis holdt i klubbens farver blåt og hvidt. Det første man mødte indenfor var den store flagstang omkredset af en stensætning med roser imellem. Et mindesmærke til ære for redaktør Mathies Jensen. Han var primusmotor for anlægningen af fodboldbanerne på Sofiendalsvej i 1931. Da han i en alder af 45 år døde allerede året efter, blev mindesmærket opstillet. Lige inden for porten var der plads til cykelparkering på den ene side, og på den anden side var der en stor bunkers.
Klubhuset bestod af 2 rum, og der var altid trængsel i dem. Ville man vaskes, skulle man være heldig at fange et par af strålerne. Bag huset var pissoiret og et enkelt toilet. Så var der boldrummet, der i mange år også fungerede som kridtrum med tilhørende maskine. At der altid var hvidt i rummet siger sig selv. Huset var som alt andet malet i hvidt og blåt og opført i træ. Der var 2 baner: opvisningsbanen der var omkredset af et hegn og træningsbanen. Det skulle være græsbaner. Men på grund af flittig brug var det kun i siderne at græsset ikke var slidt væk. Ved siden af opvisningsbanen lå trekanten, som flittigt blev brugt til småspil. Banerne lå tæt op til jernbanesporene, så vi måtte tit udover banelegemet for at finde boldene. Ved siden af træningsbanen lå friluftsbassinet. Det var flittigt i brug om sommeren. Så efter træning kunne man være heldig at få en tur i vandet.
Banerne blev flittigt brugt. Ikke mindst lige efter sommerferien var den gal. Her blev halvdelen af træningsbanen inddraget. HIFs store årlige høstfest skulle holdes. Det tog det meste af en uge. På stien op imod husene på Sofiedalsvej havde HIF deres egne boder: skydning, boldkast, køb af lagkage/æbleskiver, lotteri, m.m På en stor scene var der optræden af diverse kunstnere. Og så var der teltet, hvor der blev holdt bal. På banerne havde det store omrejsende Tivoli taget opstilling. Lørdagen starten med optog igennem byen i karnevalsstil. Der var sjov på banen. Så var der en showkamp, det var gerne B 1903 der var modstandere til et HIF hold. Aftenen blev sluttet af med fyrværkeri. Ud over at være et samlende arrangement for hele Haslev og opland, gav disse høstfester også en god skærv til HIF. Men som så meget andet tager tingene slut. Det blev sværere at engagere folk, og gevindsten mindskedes. Så Høstfesterne led en stille død. En anden indtægtskilde var Bankospillene. De blev holdt hver uge på Jernbanehotellet. Et utal af frivillige var primusmotor bag disse. Men da det blev flyttet til Haslev Borger og Realskole begyndte det at gå ned af bakke. Og til sidst var der ikke basis for at føre disse visere.
Det var på banerne på Sofiedalsvej min første træningsaften fandt sted. Jeg startede som 7 årlig. Den gang var det mindste hold lilleputterne. Så de fleste andre var meget større end mig. At man skulle være 10 år for at starte til fodbold syntes jeg var noget møg, for jeg ville til fodbold. Snart indfandt der sig flere i min alder. Så vi fik vores eget hold. Men dem vi mødte til kamp var godt nok store og vi fik noget store klø.
Med årene fik vi samlet en god årgang med masse af fine fodboldspillere og et godt sammenhold. Blandt spillerne var Søren Grúndal, Carsten Johansen, Frank Bundgård, Bjarne og Erling Madsen, Kid Kaj Hansen, Ole Kúhnel, Brian Madsen, Lars Målmand Christensen, Lars Simonsen ( søn af den legendariske Kaj, der med sine 403 førsteholdskampe stadig holder klubrekorden), Steen Dalum,Kim Konradsen m.fl. Et fællesskab der rakte ud over fodboldbanerne. Som ynglingespillere fik vi Bent Bøgely som træner. Det gav os alle sammen et ordentligt skub. Da vi rykkede op som senior skulle Bent også være vores træner, men ulykkeligvis døde Bent til stor sorg for alle. Bent havde i utallige år været en af støtterne i HIF. Først som en god fodboldspiller og siden for sin store indsats udenfor banen. Herefter kom en højtråbende træner fra Køge til. Carlo Jørgensen havde et fighterhjerte, og det forstod han at give videre til os spillere. Tro det om du vil, Carlo er stadig fodboldtræner her 30 år efter. Det var en god tid med en masse gode oplevelser. Min aktive karriere sluttede da jeg flyttede til Slagelse i 1977.
Jeg var ikke ret gammel før jeg blev hjælpetræner for Willy Jensen. På det tidspunkt var der så mange hold, at de mindste måtte træne på banerne bag Grøndalsskolen. Omklædning skete i kælderen under skolen. Snart fik jeg mit eget hold at træne. Jeg nåede at træne næsten alle årgange. Som 1.års senior trænede jeg klubbens ynglingehold. Så den stod på fodbold hele tiden. Som ynglingespiller blev jeg valgt ind i ungdomsudvalget. Det skete på en generalforsamling, hvor hele vores ynglingehold var mødt op. Vi var utilfredse og ville have indflydelse på klubbens drift. Vi kunne have væltet bestyrelsen, idet vi var i flertal. Men vi havde på forhånd bestemt os til at Erling Madsen skulle vælges ind i bestyrelsen, og undertegnede skulle ind i ungdomsudvalget. Her var Martin List formand. Det jeg husker mest var de store indendørsstævner i eget regi. Fra fredag aften til sent søndag i 2 haller. Der var gang i den.
I 1985 vendte jeg tilbage til HFC efter afsluttet uddannelse samt en tur på Færøerne som fordboldtræner. Jeg fik fornøjelsen af at træne HFCs ynglingehold. Et kanonhold fuld af talenter: Frank Blaase, Jesper og Søren Henriksen, Jesper Møller, Peter Pedersen, Jens Andersen, Nikolay Isaksen, Johnny Sørensen m.fl. Vi havde en flot sæson, hvor vi sluttede på andenpladsen. Årsagen til anden pladsen var en tabt søndagskamp til Slagelse, hvor hele holdet havde været i byen i Næstved hele natten.
Vores tur til Gothia Cup i Gøteborg står som en af de største oplevelser. En kanontur med gode resultater og en fantastisk sammenhold. Og så var der en flot disciplin, som satte prikken over iét. Vi tabte kvartfinalekampen imod Roma på en grusbane midt i Gøteborg. Da vi startede var der nogle få tilskuere, men efterhånden som kampens intensitet steg, kom der folk til. Jeg huske, jeg skulle hente lægetasken bag ved. Men jeg kunne dårligt få klemt mig tilbage til banen for tilskuerflokken. Kampen var en drabelig affære, hvor Italienerne kendte til alle spillets ufine kneb. Vi følte os bortdømt og havde stor sympati hos tilskuerne. Men kampen var tabt. Året efter blev også et godt år med gode resultater. Af hele denne talentmasse var det kun Frank Blaase, der kunne forvalte sit talent. Han nåede flere 1. holdskampe i HFC inden turen gik til Herfølge. Her var han en årrække at finde på Superligamandskabet.
Efter endnu en tur til Færøerne kom jeg ultimo 1989 retur til Haslev. Jeg blev ansat som træner for klubbens juniorhold. Men ikke nok med det. Der var generalforsamling i starten af 1990. Den blev afholdt i klubbens nye klubhus på Østre Ringvej HFC havde haft et frygteligt år med et 6-cifret kanonunderskud, og formanden Mogens Hornbæk ville ikke være med mere. I blandt de 80 fremmødte var det svært at finde en erstatning. Efter rådslagning med familien og resten af bestyrelsen indvilgede jeg i at taget formandskabet. Det var en hård tid. Økonomisk var vi på helt nede på pumperne. Hvorfor vi var, der var utroligt svært at gennemskue. Men langsomt blev den sporet ind igen. Sportsligt var vi i Sjællandserien, men det var svært at opretholde denne position. Dem der skulle tage over manglede, eller også rejste de hurtigt til København for at studere videre. Indvielsen af HFCs nye stadion var en af de første opgaver som formand. Med mine gode kontakter til Færøerne fik jeg fat i landsholdet til en indvielseskamp imod et forstærket HFC-mandskab. Det Færøske landshold havde lige besejret Østrig, så det var et godt hold på et godt tidspunkt. 3.033 tilskuere mødte op til kampen. TV var på plads, og viste senere et længere indslag fra kampen. En god festdag. Kampen endte 0-0. Kampen markerede en ny tid for HFC. På den gamle bane på Sofiedalsvej var der sjældent under 200 tilskuere til en 1. holdskamp, og salget i ishuset var godt. Stampublikum kendte vejen til banen på Sofiedalsvej. Og der var altid liv og glade dag. Men stampublikummet fulgte ikke rigtig med til det nye stadion. Meget ærgerligt. Og resultater på den nye bane var elendige i starten. Min formandsperiode var på 6 år og Tonny Hansen tog over. Men med stadion ved siden af klubhuset og et fantastisk træningsanlæg var de ydre rammer perfekte. Dog måtte omklædningsrummene i Haslev Hallen stadig anvendes. Der var ikke plads nok i klubhuset. Da de sidste rester af træningsbanen på Sofiedalsvej blev udstykket, blev klubhuset udvidet med endnu 4 store omklædningsrum. En lang sej kamp havde fundet en midlertidig løsning.
I årene omkring årtusindeskiftet havde jeg atter plads i bestyrelsen samt i sportsligt udvalg. Her har vi brugt mange kræfter på en ny struktur i HFC. Udarbejdelse af målsætninger ned i detaljerne har gjort arbejdet i HFC mere målrettet. HFC består i dag af dygtige ledere og trænere, der alle sammen er klar til at deltage i at udvikle klubben. Vi har masser af gode spillere. Så fremtiden tegner lyst. Den næste generation af Hvidemoser i HFC er i gang, idet mine 4 børn alle har deres gang i klubben.
Jeg håber, at de vil få ligeså mange gode oplevelser i klubben, som jeg har haft. Jeg håber, at HFC i mange år vil danne rammerne for masser af aktive unge menneskers leg med den lille runde. For mig vil en god dag altid være: - en solfyldt aftenstund på banerne på Østre Ringvej (nu Stadionvej 10), hvor det summer af liv, i selskab med familien og gode venner.
Tillykke til os alle sammen med jubilæet.
Med kærlig hilsen
Jens Hvidemose.
Gå til top
Fodbold kaster utrolig mange oplevelser af sig. Lige fra det øjeblik vi for første gang rører en fodbold til vi mange år senere stopper som aktiv fodboldspiller. Af disse øjeblikke er der altid nogle som vi husker bedre end andre. Hvad er det så der gør, at vi husker disse øjeblikke bedre end andre ? måske var det fordi holdet vandt en vigtig kamp, måske var det fordi der skete noget komisk, eller også var det måske fordi, at vi lærte utrolig meget lige netop dengang.
Min første store fodboldoplevelse er efterhånden nogle år gammel. Jeg var omkring 6 år gammel og havde på det tidspunkt spillet i HFC omkring 1 år. Min træner dengang var Hans Otto Bisgaard. En træner jeg mindes med et stort smil på læben. Altid var han i højt humør og klar til træning eller kamp med den helt rigtige indstilling. Hver gang vi skulle spille kamp var Hans Otto´s eneste oplæg til kampen (udover holdopstillingen) I SKAL BARE GØRE DET SÅ GODT I KAN !. Utrolig simpelt, men dog både meget rammende og effektivt. Vores målscore dette år blev på 178 1 !!!!! Paradoksalt nok blev det eneste mål der blev scoret imod os sat ind af vores 2. hold. Behøver jeg at skrive at vi vandt vores række .(?)
Årene gik og vores hold fra de glade dage som puslingespiller begyndte desværre stille og roligt at smuldre. Som lilleput/drengespiller begyndte jeg at tage med klubben ned til vores venskabsklub i Meindorff en lille fodboldboldklub i Hamborg. Det var dengang HSV var på toppen og kæmpede med om det tyske mesterskab. Ét af disse besøg i Meindorff indeholdt derfor selvfølgelig også overværelse af en hjemmekamp. Det var en stor oplevelse at se dette kæmpe stadion blive fyldt til bristepunktet til en ganske almindelig bundesligakamp.
Næste store øjeblik indfandt sig som seniorspiller.
Jeg var netop rykket op som senior og 1. holdet lå på det tidspunkt i Sjællandsserien og havde Peter Rasmussen som træner. Som nyoprykket seniorspiller var chancerne for en plads i 1. holdstruppen ikke særlig store. Dels fordi holdet spillede i sjællandsserien og dels fordi at der lige netop det år var mange gode spillere, både her fra byen og udenbys fra. Det lykkedes mig dog stille og roligt at tilkæmpe mig en plads på 1. holdet.
Sommeren kom og det nye stadion ved klubhuset skulle indvies. Det gjorde klubben ved at arrangere en opvisningskamp mod det Færøske landshold. På det tidspunkt var Danmark i kvalifikationspulje med Færørerne og bl.a. derfor meldte den daværende landstræner Richard Møller Nielsen da også sin ankomst.
HFC´s hold bestod af de normale spillere på holdet samt forstækninger fra de større omegnsklubber. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var stolt som en pave da vi løb på banen til præsentation af spillerne. Rundt om banen stod der omkring 3000 4000 tilskuere, så det var selvfølgelig også med en masse nerver i kroppen.
Jeg startede kampen på bænken og kunne derfra følge et forstærket Haslev-hold der overraskende nok matchede de færøske landsholdspillere udmærket. Desværre gjorde vores træner (i mine øjne) en kæmpe fejl. Han undlod at indskifte Bjarne Guldager samt mig 2 nyoprykkede seniorspillere. Ikke at det ville have ændret kampens udfald, men det kunne have været toppen af kransekagen også at spille mod disse landsholdsspillere. Mon ikke der fra trænerens side gik for meget resultat og for lidt menneskelighed i den .. ? Kampen endte i øvrigt 0-0 !!!!
Grundet skader nåede jeg (kun) ca. 125 kampe på Haslev´s bedste hold før jeg måtte stille støvlerne på hylden. Nogle år senere vendte jeg dog tilbage til fodbolden, men denne gang som træner. I sæsonen 2001 havde jeg derfor den fornøjelse at være træner for Haslev 1. senior. i serie 3 sammen med Frank B. Endnu en gang gav fodbolden mig en dejlig oplevelse. Vi endte som nr. 1 i rækken og rykkede derfor op i serie 2. Den dag oprykningen blev en realitet skal jeg da indrømme, at jeg var fuldstændig vanvittig lykkelig. Mange måneders hårdt arbejde blev belønnet det kan næsten ikke beskrives det skal opleves !
Dette var en rejse gennem min tid i HFC, med en masse glæder og (heldigvis) kun få ærgrelser. Der er derfor ingen tvivl i mit sind når jeg skriver disse sidste ord:
Fodbold er verdens sjoveste spil
Claes Nerving.
Gå til top
Året er 1971. 4 5 piger standser mig i Jernbanegade og opfordrer mig til at blive træner for fodboldpigerne i Haslev. Pigerne var elever på Haslev Borger-og Realskole og var blevet interesseret i fodbold højst sandsynligt fordi Danmark (Feminas damehold) året forinden var blevet uofficielle verdensmestre i kvinde- fodbold i Mexico.
Jeg undersøgte mulighederne, snakkede med bestyrelsen og fik grønt lys til at bruge banerne ved den gamle hal om onsdagen.
Første onsdag d. 15.sept. 1971 troppede ikke færre end 44 piger i alderen 12 20 år op. Jeg fik hurtigt Valdemar Dalum og Edvard til at låse flere bolde ud. De medlemmer af bestyrelsen, som slog vejen forbi, gjorde store øjne. En måned senere var antallet af piger steget til 74 i alderen 11- 25 år pigefodbolden var kommet for at blive. Det siger sig selv, at det var nødvendigt med flere trænere. Da pigerne var friske, søde og charmerende var det ikke svært at få overtalt disse hjælpetrænere. Nogle af dem var Jørgen Søhuus (redaktør på Dagbladet), Gunnar Clausen (pedel på Haslev Gymnasium), Rasmus Bech (dengang journalistelev på Dagbladet nu Politikens sportsredaktør), Bent Palmvang, Jens Hvidemose, Steen Dalum m. fl.
Efter vintertræning/indendørs fodbold tilmeldtes 2 damehold og 2 pigehold til sæsonen 1972/73. 1. holdet rykkede allerede dette år op i serie 1 og næste sæson 1973/74 rykkede de som bekendt op i Sjællandsserien, der dengang var landets næst-bedste række. Da dette er fodbold-nostalgi går det nok an at nævne nogle af de bærende kræfter/ flest spillede kampe på holdet : Birgit Holman, Solveig Kaas, Hanne Madvig, Janne Hansen, Anette Hansen, Annemette Møller Kristensen, Kirsten Gründahl, Hanne Hvidemose m. fl.. Disse spillere var også med hin mindeværdig aften 15. august 1973, da 800 tilskuere gik gennem tælleapparaterne (læs: forbi det gamle ishus ved friluftsbassinet). Det var lykkedes Bent Palmvang at overtale Dansktopholdet med bl.a. Lille Palle, Flemming Anthony, Gert Kruse m. fl. at spille en showkamp mod Haslevs fodbold- damer. P. g.a. den voldsomme publikumstilstrømning måtte kampens dommer Næstveds landsholdspiller- Svend Erik Christensen udsætte kampen ½ time. Dansktopholdet vandt 4 3 og hoppede efter kampen i friluftsbassinet med alt fodboldtøjet på til stor fortrydelse for halinspektøren. Senere fortsatte arangementet på Black & White, som for øvrigt var vores sponsor i alle årerne.
Af andre gode minder fra dengang kan nævnes : - med fly til Bornholm (takket være byens sponsorer) kval. stævne til indendørs-DM. - stor opbakning til afgørende kamp i Stege hel bus med mandlige fodboldspillere med bannere, trompeter m.m. (Haslev vandt 2-1). - til udekampene kørte vi altid med vognmand Kurt Jensen, Terslev- han kvitterede med at sponsorerer vores fodboldafslutning på Terslev Kro tak, Kurt. - eller dengang vi efter samlet morgenmad på Themstrupvej søndag formiddag gik ud og bankede det ubesejrede tophold med 8 2. Jo minderne er mange.
Efter oprykningen i nov. 1974 stoppede jeg som træner og Flemming Petersen, Dalby tog over.
Jørgen E. Nielsen.
Gå til top
