Vedtægter for Haslev Fodbold Club
Senest ændret på Ekstraordinær Generalforsamling mandag den 12. marts 2018
§ 1 Navn og hjemsted:
Klubbens navn er Haslev Fodbold Club. Den er stiftet den 30. maj 1972. Hjemsted er Faxe kommune.
§ 2 Formål:
Foreningens vision og mål er ved fodbold og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel samt den folkelige oplysning
§ 3 Medlemskab af organisationer:
Klubben er medlem af DBU Sjælland og dermed undergivet deres love og vedtægter.
§ 4 Medlemmer:
Klubben optager såvel aktive som passive medlemmer, når de vedkender sig nærværende vedtægter. Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal.
§ 5 Udmeldelse, eksklusion:
Til gyldig udmeldelse kræves, at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til foreningen. Udmeldingen ske efter de af klubben udstukne retningslinier. Når et medlem er kommet i kontingentrestance kan bestyrelsen udelukke medlemmet fra deltagelse i klubbens aktiviteter. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Vedkommende medlem skal, inden afgørelse træffes, have lejlighed til at fremhæve sit forsvar. Det ekskluderede medlem kan anke afgørelsen på førstkommende generalforsamling.
§ 6 Kontingent:
Klubbens kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet for aktive medlemmer opkræves halvårsvis forud. For passive medlemmer opkræves kontingentet helårsvis forud. For medlemmer, der alene spiller indefodbold, opkræves særskilt kontingent, fastsat af bestyrelsen.
§ 7 Bestyrelse:
Klubben ledes af en bestyrelse, der består af: a. Formand b. Næstformand c. Kasserer d. 4 - 6 bestyrelsesmedlemmer Bestyrelsens medlemmer vælges på generalforsamlingen for en to-årig periode. Formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen. Næstformanden vælges af bestyrelsen blandt dens medlemmer. På ulige årstal vælges formanden og minimum 3 bestyrelses-medlemmer. På lige årstal vælges kassereren og minimum 2 bestyrelses-medlemmer. Valgbar er ethvert medlem, der er fyldt 18 år.
§ 8 Hæftelser, krav:
Klubbens medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelses-medlemmer hæfter ikke personligt for de for klubbens indgåede forpligtelser, for hvilke alene klubben hæfter med dens respektive formue. Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for klubben ud over kontingentforpligtelsen. Klubbens medlemmer har ikke krav på nogen del af klubbens formue eller udbytte af nogen art.
§ 9 Generalforsamling:
Klubbens højeste myndighed er generalforsamlingen, som afholdes hvert år inden 1. april og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i mindst et lokalt dag- eller ugeblad samt ved opslag i klubhuset. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før. Kun fremmødte medlemmer, der er fyldt 16 år, har været medlem i de seneste 3 måneder og ikke er i kontingentrestance, har stemmeret. Generalforsamlingen beslutninger, bortset fra beslutninger i henhold til § 15 og 16, træffes ved simpelt stemmeflertal. Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis et stemmeberettiget medlem kræver det. Der føres protokol over de vedtagne beslutninger. Denne underskrives af dirigenten og bestyrelsen.
§ 10 Dagsorden:
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Forelæggelse af årsrapport for det forløbne år.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til § 7.
7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisorfirma.
§ 11 Ekstraordinære generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes i henhold til § 9 med angivelse af dagsorden.
§ 12 Konstituering:
Bestyrelsen konstituerer sig snarest - dog senest 14 dage efter generalforsamlingen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Vedtagelser i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen stemmer herfor. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Protokollen godkendes af bestyrelsen senest ved næste møde.
§ 13 Tegning:
Klubbens tegnes ved underskrift af formanden. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån dog af den samlede bestyrelsen.
§ 14 Regnskab:
Klubbens regnskabsår er 1. januar til 31. december.
§ 15 Vedtægtsændringer:
Ændringer af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for ændringen. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde en ny generalforsamling. Hvis 2/3 af de på denne afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget uanset antallet af stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
§ 16 Opløsning:
Klubben kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvad der skal ske med klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre. Denne skal dog anvendes til idrætslige formål og idrætsrekvisitter tilfalder Haslev Idrætsunion. Simpelt flertal er her tilstrækkeligt.